SUCCESFULD AUKTION SIKRER VIGTIGE MIDLER TIL BØRNECANCERFONDEN
Den vestjyske auktionsvirksomhed Odendo har i samarbejde med Team Rynkeby, netop afsluttet en stor velgørenhedsauktion til fordel for Børnecancerfonden. Resultatet af auktionen betyder, at Børnecancerfonden kan se frem til ekstra midler, i form af hele 73.184 kroner.
I januar måned igangsatte auktionsvirksomheden Odendo i samarbejde med Team Rynkeby, en auktion til fordel for Børnecancerfonden. Med stor opbakning fra over 120 danske virksomheder, blev auktionen en stor succes.
Stærk opbakning fra virksomheder
Ifølge Odendos Country Manager, Søren Nørgård, skyldes det flotte resultatet ikke mindst den velvilje, som Odendo blev mødt af, da effekterne til auktionen skulle indsamles:
“Størstedelen af virksomhederne vi kontaktede var positiv stemte. Uden virksomhedernes opbakning, havde det ikke været muligt, at skabe så flot et resultat. Vi vil derfor gerne rette en stor tak til alle de virksomheder, der har bidraget til auktionen og dermed støttet denne vigtige sag”, siger Søren Nørgård.
Flere auktioner på vej
På trods af det flotte resultat, bliver der ikke hvilet på laurbærerne, hverken hos Team Rynkeby eller Odendo. Allerede nu er der planlagt auktioner for flere af Team Rynkebys lokale afdelinger.
“Det er altid en fornøjelse at samarbejde med velgørenhedsorganisationer, som Team Rynkeby, og vi er dybt imponerede over det store arbejde, de gør. Det arbejde vil vi gerne være med til at støtte, og vi ser derfor frem til at fortsætte samarbejdet”, siger Søren Nørgård.